TALE VED INDVIELSEN AF COSMIC MUSEUM – LANGFREDAG 2024:

Hvor er dette museum for noget, hvad er formålet med udstillingen "Vindue til evigheden"?

Ja. I dag har vi jo videnskaben om den fysiske verden, alle dens kemiske elementer og fysiske love. Det er ikke noget forskerne har fundet på, men noget de kom frem til ved at studere naturen. Naturen er deres lærer, professorernes professorer og øverste autoritet. Hvis et udsagn ikke stemmer overens med naturen, så er det simpelthen ikke sandt. Alle videnskabens pionerer har været ydmyge overfor denne lærer. Hvordan skulle de have fundet frem til noget nyt uden denne følsomhed over for naturen? For disse pionerer handlede forskning således ikke om at læse bøger, men om at læse i "livets egen bog". Upartisk holdt disse pionerer sig til det, der blev bekræftet i livet selv. Vi kan synes om naturens love eller ej. Lovene er ligeglade. Hvis jeg hopper ud fra altanen, slår jeg mig. Det er mit valg. Ligeledes er der mange, der bruger naturens love til at lave bomber og skabe lidelse. Men det er ikke naturlovenes skyld. De er moralsk neutrale så at sige moralsk.

Hvad mangler der så?

Ja, det er jo en hel del. Først og fremmest savner vi en forklaring på ”liv”. Vi har ikke fået en forklaring på naturens evigt foranderlige mirakel. Hvorfor bliver det forår? Man kan selvfølgelig svare, at det skyldes klodens bevægelse omkring solen, men det er da ingen forklaring at pege på en fysisk årsag. Hvorfor cirkulerer kloden om solen år efter år, så vi kan leve og have det så godt her? Hvorfor blomsterne, fuglene og frugterne? Hvorfor udvikledes kloden fra en glødende lavaklump, svævende i himmelrummet, til et paradis, hvor Mozart og Chopin havde hjemme for en tid? På grund av tilfældigheder? ”Survival of the fittest”?

Og hvad kan naturvidenskaben tilbyde en ulykkelig person, der lige har mistet en partner eller et barn? Den kan ikke vise vejen tilbage til lykken, og den kan heller ikke forklare, hvorfor man ikke skal slå ihjel. Ja, er det ikke i dag snarere således, at den hele tiden tilbyder nye og farligere våben til dem, der vælger denne vej?

Videnskaben har hverken givet os en forklaring på livets mirakler eller på dets mørke- og lidelsesdetaljer. Det har religionerne heller ikke. Problemet ”det onde” er ikke blevet besvaret. ”Hans veje er uransagelige” står der i Romerbrevet 11:33. Livets højeste spørgsmål har ikke fået en videnskabelig forklaring. Vi fik dogmatiske bud på, hvordan vi skulle leve, og hvad vi ikke måtte gøre, ja, men uden en forklaring, der kunne kontrolleres med vores egen logik og bekræftes af vores egne erfaringer. For den, der betragtede livets gang, så det ofte nærmest ud, som om det kunne betale sig at lyve, bedrage og dræbe. Hjerterne blev kolde.

Men nu findes der en forklaring. En forklaring enhver kan kontrollere i deres eget livs "bog". En forklaring, der matcher vores egen logik og egne erfaringer; en åndelig videnskab! Det afføder naturligvis et spørgsmål: Hvem kan udtale sig om livets åndelige aspekter med videnskabelig autoritet? Hvem kan se gennem materien ind i evigheden, ligesom vi kan se solen gennem gardinet?

Martinus kunne se lige ind i evigheden!

Uden uddannelse og forkundskaber åbnede den kosmiske verden sig for Martinus i påsken for 103 år siden. Det er op til os selv at undersøge ”beviserne”. De kosmiske symboler og analyser er frugterne af Martinus kosmiske ”syn” og ”indvielse” i 1921. Det er dem vi kan kontrollere i forhold til vores evner. Martinus kalder Det tredie testamente for ”åndsvidenskab”. Vi behøver ikke at tro på noget, og vi vælger at studere de kosmiske love eller ej. Vores skæbne hviler i vores egne hænder. Om vi kan lide skæbneloven eller ej spiller ingen rolle; den ændrer sig ikke.

Det blev Martinus' opgave at forklare os dette. Med det kosmiske syn ser man, at vi alle virkelig "høster som vi sår" her og nu, og fra liv til liv. Altså reinkarnation, selvom Martinus ikke anvendte dette ord i begyndelsen. Ordet findes ikke i 1. bind af Livets Bog. Martinus fik det ikke fra andre, og han fantaserede det ikke frem. Han beskrev den kosmiske virkelighed som han så den og han måtte derfor finde sine egne ord for det, han så.

Martinus så, hvorfor nogle fødes til sundhed og andre til afhængighed og elendighed. Uden flere liv kan der ikke være nogen forklaring. Men idet døden ikke eksisterer, og vi lever videre efter enhver såkaldt "død" beriget af vores oplevelser, ser det helt anderledes ud. I det evige verdensbillede, som Martinus kunne iagttage, er "mørket" kun en kort kontrast, vi alle må igennem for at lære at skelne mellem godt og ondt. Ellers fortsætter vi med at såre og dræbe som de intelligente dyr, vi er. Med det kosmiske syn så Martinus Jorden som en skole, hvor vi lærer, hvad vi ikke skal gøre. I Bibelen står der, at Adam og Eva spiste af frugten af ​​kundskabens træ. De spiste og spiste, og i dag har alle disse erfaringer af lidelse og fejltagelser givet dem nye ”øjne”. Adam og Eva står i dag ved en ny tærskel. De står ved den lovede tærskel til evigheden.

Det Tredje Testamentes evige verdensbillede forklarer, hvorfor evolutionen ikke er forbi. Engang stod planten på tærsklen til at blive et dyr; den kødædende plante. I befinder vi os på overgangen fra dyr til menneske, som sfinksen i ørkenen. En dyrekrop med menneskehoved. Vi befinder os i en forceret udvikling, der udrenser den selviskhed, vi har med os fra dyreriget. Den er roden til "det onde". Alt det "gode" har også rødder. Vores empati vidner om den lidelse, vi selv har været igennem i tidligere liv. Pacifisten var engang en stor kriger. Han blev selv dræbt, mange gange, og forstår nu, at han ikke skal dræbe nogen. Åndsvidenskaben tilføjer, at han faktisk ikke kan dræbe nogen, og at al den elendighed han skaber eller alt det gode han gør, faktisk kommer over ham selv.

Kosmisk set kan det således virkelig betale sig at gøre godt. Kærlighedsidealet bliver ophøjet til videnskab med den forskel, at forudsætningen for denne videnskab ikke er akademisk, men et rent hjerte. I den grad man forstår og føler princippet, ophører al krig og drab. Jesu ord på korset: ”Fader, tilgiv dem; for de ved ikke, hvad de gør" (Luk 23:34) bliver videnskabelig sandhed. De, der dræber og plager andre mennesker, ved ikke, at de kun plager sig selv i det lange løb. Påskemysteriet får en forklaring. En mand nægter, på trods af tortur, at hade sin forfølgere. I stedet beder han for dem. De ved virkelig ikke, hvad de gør, konstaterer han med kærlighed.

Som vi ved fik denne situation, Jesus på korset, en mærkelig forklaring. "Han skulle dø for vores synder," hævdes det. Som om en almægtig og alkærlig Gud ville torturere en uskyldig for, hvad andre havde gjort. Den virkelige forklaring på begivenhederne er, at vi her får en vejledning i at møde vores skæbne og en forklaring. Det er pædagogik: først fik vi teori, så et praktisk eksempel og nu den forklaring som Kristus lovede skulle komme senere: "Jeg havde stadig meget at sige Eder, men I kan ikke bære det nu" (Joh 16:12). Uden en fortsættelse, giver ordene ingen mening. Han proklamerede en ”Talsmand”, der skulle vise vej til hele sandheden. Martinus åbnede et vindue til evigheden. Hans analyser af det evige ”jeg”, skaberen, og dennes evige evne til at skabe og opleve ”livet” og den skabte verden. Livet forklaret som et evigt treenigt princip.

Vi vil alle nå frem til selvoplevesen af, at vi er evige. Først i form af små "kosmiske glimt" og så, efterhånden som vores empati modnes og vokser sammen med vores intelligens, i form af en permanent ny evne. "Mænd" og "kvinder", "han" og "hun" har længe været under omskabelse til at blive "mennesker"; Kristusvæsener. Evolutionen har et mål: "Lad os skabe mennesker i vores billede" siger Gud ifølge Første Mosebog. 1:26.

/SJ