TALE VED INDVIELSEN AF COSMIC MUSEUM – LANGFREDAG 2024:
Hvad er dette museum for noget, og hvad er formålet med udstillingen "Vindue til evigheden"?
Vi har videnskaben om den fysiske verden, om alle de kemiske elementer og fysiske love. Det er ikke noget forskerne har fundet på, men noget de kom frem til ved at studere naturen. Naturen er deres lærer, professorernes professorer og øverste autoritet. Hvis et udsagn ikke stemmer overens med naturen, så er det simpelthen ikke sandt. Alle videnskabens pionerer har været ydmyge overfor denne øverste "lærer". Hvordan skulle de have fundet frem til noget nyt uden deres åbenhed over for naturen? For disse pionerer handlede forskning ikke om at læse fysiske bøger, men om at læse i livets egen bog. Upartisk holdt disse pionerer sig til det, der blev bekræftet af livet selv. Vi kan synes om naturens love eller ej. Hvis jeg hopper ud fra altanen, slår jeg mig. Det er ikke tyngdelovens fejltagelse men mit valg. Man kan bruge naturens love til at lave bomber og skabe lidelse. Det er ikke naturlovenes skyld. De er moralsk neutrale så at sige.
Hvad mangler der så?
Må svaret ikke være, at det som mangler er at anvende videnskaben så den udelukkende bliver til velsignelse? Og mangler vi ikke ligeledes at videnskabeliggøre det åndelige område af livet? Vi savner en forklaring på hvad ”liv” er. Vi har ikke fået en forklaring på naturens evigt foranderlige mirakel. Hvorfor bliver det forår? Man kan selvfølgelig svare, at det skyldes klodens bevægelse omkring solen, men det er jo bare den fysiske årsag. Hvorfor cirkulerer kloden egentligt rundt om solen år efter år, så vi kan leve og have det så godt her? Hvorfor blomsterne, fuglene og frugterne? Hvorfor udvikledes kloden fra en glødende lavaklump, svævende i himmelrummet, til et paradis, hvor vi omgivet af træernes løvtæppe til en baggrund af bølgeskvulp og solnedgange, eller Mozart og Chopin, lader os føres videre frem. Ser vejen frem til i dag ud som en tilfældighed. Kan ”Survival of the fittest” forklare den kærlighed, der konstant forsyner os med næring til sjæl og legeme?
Videnskaben er ikke fuldkommen. Hvad kan naturvidenskaben tilbyde en ulykkelig person, der lige har mistet en partner eller et barn? Den kan ikke vise vejen tilbage til lykken, og den kan heller ikke forklare, hvorfor man ikke skal slå ihjel. Ja, er det ikke i dag snarere således, at videnskaben hele tiden tilbyder nye og farligere våben til dem der stadig vil føre krig? Videnskaben har heller ikke givet os en forklaring på livets mirakler endsige dets mørke- og lidelsesdetaljer. Det har religionerne heller ikke. Problemet ”det onde” blev ikke besvaret. Svaret blev ”hans veje er uransagelige” som der står i Romerbrevet (11:33).
Religionerne gav os dogmatiske bud på, hvordan vi skulle leve, og hvad vi ikke måtte gøre, ja, men uden en forklaring, der kunne kontrolleres med vores egen logik og bekræftes af vores egne erfaringer. For den, der betragtede livets gang, så det ofte nærmest ud, som om det kunne betale sig at lyve, bedrage og dræbe. "Hjerterne blev kolde", som det står skrevet.
Martinus kunne se lige ind i evigheden!
Men nu findes der en forklaring som enhver kan kontrollere i deres eget livs "bog". En forklaring, der matcher vores egen logik og egne erfaringer; en åndelig videnskab! Det afføder naturligvis et spørgsmål: Hvem kan vide noget om dette, hvem kan udtale sig om livets åndelige aspekter med videnskabelig autoritet? Hvem kan se gennem materien ind i evigheden, ligesom vi kan se solen?
Det kunne Martinus. Uden uddannelse og forkundskaber åbnede den kosmiske verden sig for Martinus i påsken for 103 år siden. Det er op til os selv at undersøge ”beviserne”; som han efterlod sig. De kosmiske symboler og analyser er frugterne af Martinus kosmiske ”syn” og ”indvielse” i 1921. Det er dem vi kan kontrollere i forhold til vores evner. Martinus kalder sit værk, Det tredie testamente, for ”åndsvidenskab”. Det handler ikke mere om tro eller sekter. Fremtiden hviler i hænderne på absolut frie åndsforskere. Vores skæbne hviler kun i vores egne hænder. Hvad vi gør, eller ikke gør, kommer kun over os selv - kosmisk set. Man behøver ikke tro på skæbneloven; "du høster som du sår". Den ændrer sig ikke afhængigt af hvad vi tror.
Det blev Martinus' opgave at forklare hvordan alt dette hænger sammen. Med sin nye grænseløse sanseevne, intutionen, helt under bevidst kontrol, kunne han se, at vi alle virkelig "høster" som vi "sår", både her og nu, og fra liv til liv. Altså gennem ”reinkarnation”, selvom Martinus ikke anvendte dette ord i sit første værk. Martinus skrev det han så i livet selv. Deraf navnet på hans hovedværk: ”Livets Bog”. Han fik det ikke fra andres bøger, og han fantaserede ikke. Han beskrev den kosmiske virkelighed som han så den og han måtte derfor finde sine egne ord for det, han så.
Martinus så kæden af årsag og virkning til at nogle fødes til sundhed og andre ind i krig og sygdom. Alt det som ikke giver nogen mening i et "et livs perspektiv", ser anderledes ud i et ”fler livs perspektiv”. Uden flere liv kan der ikke være nogen mening med de enorme forskelle vi bevidner, i så fald ville meningen være djævelsk.
Men da døden ikke eksisterer, og vi lever videre efter enhver såkaldt "død", beriget af alle vores erfaringer ser virkeligheden helt anderledes ud i det ”kosmiske perspektiv”. I det evige verdensbillede er "mørket" kun en kort kontrastperiode, vi alle må igennem for at lære at skelne mellem det som er logisk og det som er ulogisk, ”ondt” og ”godt”. Hvis vi ikke fik lov at opleve smerte og lidelse, ville vi fortsætte med selv at såre og dræbe. Vi ville dermed aldrig slippe ud af mørkets tilstande.
Jorden som en skole for uddannelse i moral
Med sit kosmiske syn så Martinus Jorden som en ”skole”, hvor det intelligente dyr ”jordmennesket” lærer, hvad det ikke skal gøre. I Bibelen står der, at Adam og Eva spiste af frugten af ”kundskabens” træ, og at ”slangen” lovede dem, at dette ville åbne deres øjne så de kunne ”blive som Gud at skelne mellem godt og ondt”. (1 Mos. Kap3:5) Der er således videnskabelig sandhed i de gamle ord. Det bliver ikke mindre genialt af, at ordene både taler til den troende, og den som kan analysere dem med intelligensen.
Ja, ”Adam” og ”Eva”, altså menneskene, har ”spist og spist”, og i dag har alle disse erfaringer af lidelse og fejltagelser givet dem nye ”øjne”. De er ved at opdage alt det som gør ondt. Adam og Eva står i dag ved en ny tærskel. De står ved den lovede tærskel til evigheden. Det ”evige liv”, som blev lovet dem, er ikke noget man kan arve, det ville være ulogisk. Men det kræver intuition at opleve, at man faktisk er evig.
Det Tredje Testamentes evige verdensbillede forklarer, hvorfor evolutionen ikke er forbi. Engang stod planten på tærsklen til at blive et dyr; den kødædende plante, og idag befinder vi os på overgangen fra dyr til at blive mennesker. Sfinksen i Egyptens ørken, dens dyrekrop og menneskehoved, symboliserer os selv. Vi er halvt dyr og halvt menneske. Dette forklarer både lidelsen og fremtiden. Vi befinder os ifølge Martinus i en forceret udvikling, der skal udrense den selviskhed, vi har med os fra dyreriget. ”Det dræbende princip” som er en vane fra dyreriget, er det som hindrer os fra at opleve den menneskelige tilstand. Selviskheden er dermed roden til "det onde". Det er ”dyret” i åbenbaringen.
Alt det "gode" har også rødder. Vores empati er vores ”arv” af lidelser vi har været igennem. ”Medfølelse” vidner om den lidelse, vi selv har været igennem i tidligere liv. Pacifisten har engang været en stor kriger. Han har dræbt, og blev selv dræbt, mange gange, og indtil han forstod, at han ikke skal dræbe nogen. Han fik nye humane længsler og begær og kan med tiden begynde at nyde frugterne af "livets træ".
Mennesket lykkedes således aldrig udrydde sine fjender ved at dræbe dem. Martinus forklarer, at man slet ikke kan dræbe andet end deres krop. Den er skabt, men det evige jeg bag kroppen, er helt uangribeligt og vil fødes igen. Det er forklaringen på at drabsprincippet ikke fungerer som løsningsmetode. Tværtimod. Når vi dræber bliver vi i realiteten viklet ind i karmiske bånd med dem vi forfølger. ”Nornerne” spinder videre.