Julen 2026

Vi lever nu i en tid där fler och fler människor får frågor som naturvetenskapen inte kan besvara. Ju svårare livet är, ju viktigare blir frågorna. Ibland har man kanske inte formulerat sina frågor, utan känner helt enkelt ett enormt "varför". Men vart hittar man vetenskapliga svar på sina andliga frågor?

För en månad sedan fick vi besök av Javid på vårt museum. Han kom som vän till en ny vän vi träffade när vi skulle köpa en bokhylla. För Javid är Jesus den store läraren, men han var svår att hitta i den svenska folkkyrkan. Javid ville ha riktiga svar, svar som bekräftade hans starka tillit till Jesus’ medvetande och kärlek. Han ville ha vetenskapliga svar. Kristus och vetenskap är ingen motsättning för honom. Tvärtom.

Detta är intressant. Här har vi en person som har flytt från en krigszon (Iran) och kommer till Skandinavien där det finns kristna kyrkor överallt för att visa oss, att Jesus är svaret på hur vi skall ta oss ut våra konflikter och inre oro. Låt det sjunka in.

För Martinus var Jesus också svaret redan innan hans kosmiska upplevelse i 1921, där han upplevde, att han fick en andlig mission; att förklara kärlekens sätt att leva som vetenskap. Det innebär andra metod. Det är inget med präst, kyrka, dop eller medlemskap. Man behöver inte längre ”tro”. Människan har utvecklat sig, och börjar bli mogna till det Jesus enligt Bibeln proklamerade för 2000 år sen: ”Jag har ännu mycket att säga er, men ni kan inte bära det nu” (Johannes 16:12-14).

Ja, mycket har hänt sen dess. Människan har båda utvecklat sin logik och sitt samvete. Många kan inte längre tro även om de gärna vill. Det är alltså enligt planen och i Tredje Testamentet är det istället stegvisa enkla analyser som gäller. I denna vetenskap är det kärleken som förs upp till bevis, men det krävs att man kan tolka tillvaron över flera liv.

På ett sätt ligger Jesus fortfarande i vaggan där i stallet, medan nya ”kung Herodes” låter döda barnen av rädsla för att förlora makten. Världen har inte upptäckt hur revolutionerande det är att förlåta. Istället upprustas som aldrig innan. Julfriden har det svårt för de som har sin trygghet i makt. Men det finns en makt som är större. Det vet människor som har flytt likt Josef och Maria som vi kan läsa om i Bibelns julevangelie.

Det finns en makt som skyddar det goda. Det är bra att veta. Vi är kosmiskt set alla ”sårade flyktingar” i övergången från djur till människa. Vi vill inte vara själviska eller döda, men kan inte alltid låta bli. Förklaringen är, att djuret inom os har många, många livs träning och rutin. Kärleken är däremot något helt nytt i evolutionen. Kärleken behöver stöd och disciplin. Vi behöver alla veta, att vi verkligen kan lita på livet, på kärleken och Guds försyn. Det är inte för inget, att det står en varning i bibeln: "Därför att laglösheten förökas, skall kärleken hos de flesta kallna" (Matt 24:12). Vi ser att orden har blivit verklighet i vår tid. Dessa ord var riktade mot en period ”de sista tiderna”. Martinus förklarar detta som djurrikets sista tider. Vi lever verkligen i en världskultur som håller på att gå under, men människorna kommer inte att gå under. Det som ”går under”, är den del av världskulturen som är baserad på makt och hämnd. Samtidigt föds en ny världskultur. Det är det som är planen enligt Tredje testamentet. 

När man får en vetenskaplig förklaring som visar hur ingen kan dö på riktigt och hur allt det onda är en obehaglig, men nödvändig, del av vägen till fred och rättvisa, ser tillvaron annorlunda ut. Då kan hjärtan bli varma igen även i en värld där det finns primitiva människor. Tredje testamentet förklarar, att brutala människor egentligen bara är ”juniorer”, kosmisk sett. Det tar såklart många liv, att bli human. I det perspektiv förstår vi också, att vi själva har varit så tidigare. Vi förstår att det inte hjälper att pina och plåga sin ”fiende”. Vi förstår, att vi får visa en högre och mer human metod så de kan lära av oss. Det ”nya” skall börja någonstans. Vi får helt enkelt inreda livet på ett humant sätt utan våld och orätt. I Tredje testamentet kan man relativt lätt lära sig förstå Guds eviga världsplan. Utan att känna denna plan blir det svårt att agera enligt denna plan och leda sitt liv i kontakt med de eviga osynliga lagar som styr ödets trådar. 

Idag tror (!) fler och fler mest på den materiella världsbilden. För några dagar sedan pratade jag med en av dem. Andlighet och religion var inte hans grej, men han menade istället, att det måste finnas något med de många UFO:n, och han tyckte, att det måste finnas några mer utvecklade människor någonstans där ute i det oändliga rymden. Vi skulle förmodligen få kontakt med dem, kanske genom rymdresor, tänkte han, eller också skulle de komma till oss i sina UFO för att lära oss ett bättre sätt att leva. Jag svarade, troligen till hans överraskning, att det ju är just vad de olika religionerna påstår, alltså inklusive kristendomen. Jesus sa att ”mitt rike är inte av denna världen” och gjorde även andra anspelningar på en högre värld där han hörde hemma. Det fanns alltså ställen där man inte dödade varandra hela tiden.

Om vi ska resa dit rent fysiskt, får vi ha tålamod. Vårt närmaste solsystem heter Alpha Centauri och finns enligt nätet 4.35 ljusår bort. Då kan man räkna ut hur många generationer den resa skulle ta. Med 30.000 km/t skulle det ta 3758372 år enligt min räknare. Denna metod verkar inte effektiv, men om vi nu istället stannar upp, och funderar över våra nuvarande sätt att lösa problem, kommer vi kanske snabbare fram. Tänk om det alltid finns hjälpare runt kring oss. Det är ju dessa änglar vi placerar överallt till jul. De skall påminna oss om verkligheten som vi inte kan se än.

Alla religioner bygger på påståendet om kontakt med någon/något utanför som kommer hit med nya tankar. Många stora uppfinningar kan härledas till ”inspiration” från ovan och de religiösa böcker från hela världen har många referenser till besök av ”änglar” och ”avatarer”. Några av dessa har blivit avgudat sen. 

Julen är berättelsen om födelsen av Kristusbarnet. Det beskrivs ju hur det föds ett barn från en annan värld in i mordprincipens mörka värld. Stallet är symbolen för djurriket, den dräpande principens kulminationszon. Jesus växte upp och visade sig förstå och kapabel att förlåta även sina bödel på korsen. Han blev på så vis den störst tänkbara kontrast till romarrikets dominans-, och dråpsprincip. I Tredje Testamentet får vi äntligen en förklaring till denna händelse. Korsfästelsen behövdes, därför att först på korset kunde han fullt ut demonstrera i praktiken vad det nya kärleksprincip ytterst innebär i mötet med våld och primitivitet. Kyrklig kristendom har fortfarande svårt att förstå detta svar och döljer det bakom ”sakramenten”, men nu behövs denna camouflage inte längre. Nu kan kristendomen fullföra sin mission. 

Nu finns Tredje Testamentets logiska och vetenskapliga förklaring. De kosmiska analyserna förklarar, att vi inte är "syndare" och att en allsmäktig och kärleksfull Gud inte behöver offer. Nej, vår "frälsning" och "syndernas förlåtelse" uppnås inte så, och vi har på ett sätt aldrig gjort fel där vi ju inte visste bättre. Martinus förklarar, att vägen går genom många livs utveckling. Vi blir mer kärleksfulla från liv till liv. Varje enskilt beslut vi fattar i det dagliga liv leder in i- eller ut ur mörkret. Det är fortfarande 5 budord; att inte döda som leder fram. Den som firar jul genom att döda djur har inte förstått den verkliga skillnaden på djur och människa. 

Även om vi alla är "födda i stallet", det vill säga djurriket, finns hjälpen från den nya världsimpulsen alltid runt omkring oss. Vi kan alltid be om hjälp. Bönen är inte reserverat de troende. Den har en funktion i denna övergångstid. Det är bra att veta, att hjälpande händer finns även när de inte syns, lik solen som finns bakom molnen på en grå dimmig dag. Den andliga sol av livslust och förståelse kan komma i det inre när vi inställer os på att göra det goda. Våra val idag kan föra oss i kontakt med denna kosmiska kärlekssol. Även om vi har mycket ”daggdjur” i oss, så har vi också mycket ”människa” i oss. Det är detta julen handlar om. Den äger rum i mörkret, men den pekar fram. Likt de "tre visa männen" i julevangeliet, som låter "julstjärnan" visa väg kan vi också betänka våra val. Det sägs att de tre vise männen i evangeliet möjligen kom från Persien. Det fanns många vise män där. De visa förstod, att något nytt håll på hända. De kände till profetiorna, och såg tydeligen i stjärnorna, att de höll på att uppfyllas. De hade tydeligen redan visdom, men något saknades fortfarande.

Martinus älskade julen. Det var inte något naivt påhitt för honom, men en symbol på verkligheten. Han hävdar, att "julefriden" i framtiden kommer att sprida sig över hela året. Inte genom diktat, men tack vare vår egen längtan och humana val. Alla människor i dag längtar efter fred, men krigas om vägen dit. Nu krävs det därför bara lite erfarenhet och analys för att bli överens. 

Martinus analyserar även vår längtan. Han förklarar, att den inneboende längtan, som vi nog alla bär på, egentligen visar hur Guds stora skapelseplan "varde ljus" är organiskt nedlagd i oss alla. Oavsett om vi är ateister eller tror på det ena eller det andra, visar denna "längtan" att vi utgör det organiska material som Gud är på väg att besjäla med kosmiskt liv likt den sovande prins och prinsessa i sagan. Verkligheten är den största saga. Julen markerar vintersolståndet. Det är i mörkret, att kärleksmänniskan skapas. Det är ett paradox tills man får en förklaring, men vi vet ju alla, att vi inte är färdiga än. Alltså är vi ju på väg från något och fram till något annat. Dessa två motpoler ser vi på omslagssymbolen till Martinus verk. Vi ser vägen in i, och ut ur lidandet, och det är samma svar nu som tidigare. Det nya är att vi får en förklaring.

Det är spännande att dela tankar om livet med nya människor. Man lär sig något om sig själv när man möter människor som har helt andra tankar om livet. Man upptäcker till exempel om man låter sig irritera, och det är egentligen en stor gåva, för hur kan vi bli toleranta människor utan att upptäcka vår egen intolerans? Det är alltid det som är viktigt att upptäcka. Det är ju inte de andra, men något inom oss själva, som hindrar oss från att leva i kärlekens rike. Vi vill alla vara med på bröllopsfesten, men som Jesus sa är det många som inte har bröllopskläderna på sig. Själviskheten finns kvar. Den hindrar oss i att uppleva det fullkomliga livet. Det är ingen annan som hindrar oss.

I bibeln beskrivs hur alla gärna vill vara med på ”bröllopsfesten”, men att det inte går utan ”bröllopskläder”. Själviskheten finns kvar. Det är enbart den, som hindrar oss i att uppleva det fullkomliga livet. Det är ingen annan som hindrar oss.

Elon Musk uttryckte nyligen i en podcast med Joe Rogan, att världens resurser är rikliga till alla, och att tekniken med robotar och AI nu blir så avancerad, att den här världen skulle kunna vara ett paradis för oss alla – om vi alltså bara lär oss att hantera den rätt. Det är intressant, för det är ju precis vad Martinus såg i 1921. Han förklarar den samma situation som Elon Musk, men ”från ovan”. Vi har alltså hamnat i en situation där världens frågor ”från nedan” (den materiella verkligheten), stämmer med de svar som finns ”från ovan”. Mänsklighetens problem är i realiteten nu enbart ett moraliskt problem enligt Martinus. Det är ingen brist på resurs eller teknisk förmåga. Problemen är "själviskhet".

Det problem kan inte lösas av själviska människor, men det kan inte heller lösas av naturvetenskapsman. Det är inte så, att vetenskapen är på fel spår. Den är bara inte kommit dit än när den forskar i materien. Det är bara början. Vetenskapen som vi känner till den i världen nu är början till det nya medvetande enligt Martinus verk Tredje Testamentet. De många vetenskapsmännen kommer att förstå, att förklaringen till allt den sammanhang, logik och målriktade rörelse de kan observera i materien inte kan hittas i materien. De hittar rörelsen, men vart skapas och dirigeras rörelsen?

När denna fråga föds har människan blivit "andliga forskare" och därmed kommer de att upptäcka stegvis konstatera ”livet inom sig själv”, de eviga kosmiska lagarna och principerna och uppleva det gudomliga medvetandet överallt. Detta är såklart fortfarande ett påstående för många människor, men någon måste ju förstå logiken innan de andra, och kan de även visa det genom deras sätt att vara blir den nya världskultur ju synbar. I den mån människan lyckas tillämpa logik i ord och handling kommer ”julfriden” att uppstå runt kring dem. Det blir bevis överallt. Vi kommer att uppleva, att det faktiskt funkar. På så vis blir den nya världskultur evidensbaserad. De fredliga människorna går först. 

Julfrid är en oemotståndlig atmosfär som alla normala människor längtar efter när det är krig. Det går att tända julljusen, och på så vis bevisa, att mörkret inte har någon makt. Mörker är ju helt enkelt frånvaron av ljus. ”Låt det brinna”...

Och med dessa ord önskas ni alla god jul och gott nytt år 2025!

Sören och Nahid i Glemmingebro 

https://cosmicmuseum.nu

Välkommen!

Hemsida om Martinus och hans böcker

Pressmedelande

Hemsida om Martinus symboler

Länk till Österlen Magasinet 14 mars 2024

Cosmic museum  Glemmingevägen 20, 27174 Glemmingebro - Maila oss här.

متن سخنرانی افتتاحیه - موزه کیهانی عید پاک، جمعه ۲۹ مارس

این موزه چیست و هدف از نمایشگاه «پنجره‌ای به ابدیت» چیست؟

ما علم جهان فیزیکی، تمام عناصر شیمیایی و قوانین فیزیکی را داریم. این چیزی نیست که دانشمندان اختراع کرده باشند، بلکه چیزی است که با مطالعه طبیعت به آن رسیده‌اند. طبیعت معلم آنها، استاد اساتید و مرجع عالی است. اگر جمله‌ای با طبیعت مطابقت نداشته باشد، پس به سادگی درست نیست. همه پیشگامان علم در برابر این "معلم" عالی فروتن بوده‌اند. چگونه می‌توانستند بدون گشودگی به طبیعت چیز جدیدی کشف کنند؟ برای این پیشگامان، تحقیق در مورد خواندن کتاب‌های فیزیکی نبود، بلکه در مورد خواندن در کتاب خود زندگی بود. این پیشگامان بی‌طرفانه به آنچه که توسط خود زندگی تأیید شده بود، پایبند بودند. ما می‌توانیم قوانین طبیعت را دوست داشته باشیم یا نه. اگر از بالکن بپرم، به خودم آسیب می‌رسانم. این اشتباه قانون جاذبه نیست، بلکه انتخاب من است. شما می‌توانید از قوانین طبیعت برای ساخت بمب و ایجاد رنج استفاده کنید. این تقصیر قوانین طبیعت نیست. می‌توان گفت که آنها از نظر اخلاقی خنثی هستند.

خب چی کم داره؟

آیا پاسخ این نیست که آنچه کم داریم، استفاده از علم است تا فقط به یک نعمت تبدیل شود؟ و آیا ما نیازی به علمی کردن حوزه معنوی زندگی نیز نداریم؟ ما توضیحی در مورد چیستی «زندگی» نداریم. هیچ توضیحی برای معجزه طبیعت که دائماً در حال تغییر است، به ما داده نشده است. چرا بهار می‌آید؟ البته می‌توان پاسخ داد که به دلیل حرکت کره زمین به دور خورشید است، اما این فقط دلیل فیزیکی است. چرا کره زمین سال به سال به دور خورشید می‌چرخد تا ما بتوانیم در اینجا زندگی کنیم و چنین اوقات خوشی را سپری کنیم؟ چرا گل‌ها، پرندگان و میوه‌ها؟ چرا کره زمین از یک توده گدازه درخشان، شناور در آسمان، به بهشتی تبدیل شد که در آن، در محاصره شاخ و برگ درختان در برابر پس‌زمینه‌ای از امواج خروشان و غروب خورشید، یا موزارت و شوپن، اجازه می‌دهیم که به جلو رانده شویم. آیا مسیر رسیدن به امروز تصادفی به نظر می‌رسد؟ آیا «بقای اصلح» می‌تواند عشقی را که دائماً برای روح و جسم ما غذا فراهم می‌کند، توضیح دهد؟

علم کامل نیست. علم چه چیزی می‌تواند به فرد ناراضی که به تازگی شریک زندگی یا فرزند خود را از دست داده است، ارائه دهد؟ نمی‌تواند راه بازگشت به خوشبختی را نشان دهد و نمی‌تواند توضیح دهد که چرا نباید کسی را کشت. در واقع، آیا امروزه اینطور نیست که علم دائماً سلاح‌های جدید و خطرناک‌تری را به کسانی که هنوز می‌خواهند جنگ راه بیندازند، ارائه می‌دهد؟ علم همچنین توضیحی برای معجزات زندگی به ما نداده است، چه رسد به جزئیات تاریکی و رنج آن. ادیان نیز چنین نکرده‌اند. به مسئله «شر» پاسخی داده نشد. پاسخ این بود که «راه‌های او کاوش‌ناپذیر است»، همانطور که در رومیان (۱۱:۳۳) آمده است.

ادیان به ما دستورالعمل‌های جزمی در مورد چگونگی زندگی و کارهایی که نباید انجام دهیم، دادند، بله، اما بدون توضیحی که بتوان آن را با منطق خودمان بررسی و با تجربیات خودمان تأیید کرد. برای کسانی که روند زندگی را مشاهده می‌کردند، اغلب به نظر می‌رسید که ارزش دروغ گفتن، فریب دادن و کشتن را دارد. همانطور که نوشته شده است، "دل‌هایشان سرد شد".

مارتینوس می‌توانست مستقیماً تا ابدیت را ببیند!

اما اکنون توضیحی وجود دارد که هر کسی می‌تواند آن را در «کتاب» زندگی خود بررسی کند. توضیحی که با منطق و تجربیات ما مطابقت دارد؛ یک علم معنوی! این امر طبیعتاً سوالی را مطرح می‌کند: چه کسی می‌تواند در این مورد چیزی بداند، چه کسی می‌تواند با اقتدار علمی در مورد جنبه‌های معنوی زندگی صحبت کند؟ چه کسی می‌تواند از خلال ماده به ابدیت بنگرد، همانطور که می‌توانیم خورشید را ببینیم؟

مارتینوس می‌توانست. بدون آموزش و دانش قبلی، جهان کیهانی در عید پاک ۱۰۳ سال پیش به روی مارتینوس گشوده شد. بررسی «شواهدی» که او از خود به جا گذاشته است، بر عهده ماست. نمادها و تحلیل‌های کیهانی، ثمره «بینش» و «تشرف» کیهانی مارتینوس در سال ۱۹۲۱ هستند. اینها مواردی هستند که می‌توانیم در رابطه با توانایی‌های خود کنترل کنیم. مارتینوس اثر خود، عهد سوم، را «علم معنوی» می‌نامد. این دیگر مربوط به ایمان یا فرقه‌ها نیست. آینده در دستان محققان معنوی کاملاً آزاد است. سرنوشت ما فقط در دستان خودمان است. آنچه انجام می‌دهیم یا انجام نمی‌دهیم، فقط به خودمان می‌رسد - از نظر کیهانی. لازم نیست به قانون سرنوشت اعتقاد داشته باشید؛ «هرچه بکاری، همان را درو می‌کنی». این بسته به آنچه ما باور داریم تغییر نمی‌کند.

وظیفه مارتینوس این بود که توضیح دهد چگونه همه اینها به هم مرتبط هستند. با توانایی حسی بی‌حد و مرز جدیدش، یعنی شهود، که کاملاً تحت کنترل آگاهانه‌اش بود، می‌توانست ببیند که همه ما واقعاً همانطور که «می‌کاریم»، چه اینجا و اکنون، و چه از زندگی به زندگی دیگر، «درو» می‌کنیم. یعنی از طریق "تناسخ"، اگرچه مارتینوس در اولین اثر خود از این کلمه استفاده نکرد. مارتینوس آنچه را که خودش در زندگی دیده بود نوشت. از این رو نام اثر اصلی او: "کتاب زندگی". او آن را از کتاب‌های دیگران نگرفت وخیال‌پردازی نکرد. او واقعیت کیهانی را همانطور که می‌دید توصیف کرد و بنابراین باید کلمات خودش را برای آنچه می‌دید پیدا می‌کرد.

مارتینوس زنجیره علت و معلولی را دید که برخی در سلامت و برخی دیگر در جنگ و بیماری به دنیا می‌آیند. هر چیزی که در «دیدگاه یک زندگی» بی‌معنی است، در «دیدگاه زندگی‌های چندگانه» متفاوت به نظر می‌رسد. بدون زندگی‌های چندگانه، تفاوت‌های عظیمی که شاهد آن هستیم، معنایی نخواهند داشت، که در این صورت، معنا، اهریمنی خواهد بود.

اما از آنجایی که مرگ وجود ندارد و ما پس از هر به اصطلاح "مرگ" به زندگی ادامه می‌دهیم و با تمام تجربیات خود غنی می‌شویم، واقعیت در "دیدگاه کیهانی" کاملاً متفاوت به نظر می‌رسد. در جهان‌بینی ابدی، "تاریکی" تنها یک دوره کوتاه از تضاد است که همه ما باید از آن عبور کنیم تا یاد بگیریم بین آنچه منطقی است و آنچه غیرمنطقی است، "شر" و "خیر" تمایز قائل شویم. اگر به ما اجازه داده نمی‌شد درد و رنج را تجربه کنیم، به آسیب رساندن و کشتن خود ادامه می‌دادیم. بنابراین هرگز از حالت‌های تاریکی رها نمیشدیم.

مارتینوس با بینش کیهانی خود، زمین را به عنوان یک "مدرسه" می‌دید، جایی که "انسان زمینی" گران‌قیمت و باهوش یاد می‌گیرد که چه کاری را نباید انجام دهد. در کتاب مقدس آمده است که آدم و حوا از میوه درخت "دانش" خوردند و "مار" به آنها قول داد که این کار چشمانشان را باز می‌کند تا بتوانند "مانند خدا شوند تا بین خوب و بد تمایز قائل شوند". (پیدایش ۳:۵) بنابراین، در گفته‌های قدیمی حقیقت علمی وجود دارد. اینکه این کلمات هم با مؤمن و هم با کسی که می‌تواند آنها را با هوش تجزیه و تحلیل کند، سخن می‌گویند، به همان اندازه هوشمندانه است.

‘بله، «آدم» و «حوا»، یعنی انسان‌ها، «خورده‌اند و خورده‌اند»، و امروز همه این تجربیات رنج و اشتباهات به آنها «چشم‌های» جدیدی داده است. آنها در حال کشف همه چیزهایی هستند که دردآور است. آدم و حوا امروز در آستانه جدیدی ایستاده‌اند. آنها در آستانه موعود ابدیت ایستاده‌اند. «زندگی ابدی» که به آنها وعده داده شده بود چیزی نیست که بتوان به ارث برد، این غیرمنطقی خواهد بود. اما برای تجربه اینکه فرد واقعاً ابدی است، به شهود نیاز است.

جهان‌بینی ابدی عهد سوم توضیح می‌دهد که چرا تکامل پایان نیافته است. روزی روزگاری، گیاه در آستانه تبدیل شدن به حیوان بود؛ گیاه گوشتخوار، و امروز ما در حال گذار از حیوانات به انسان شدن هستیم. ابوالهول در صحرای مصر، با بدن حیوانی و سر انسانی‌اش، نماد خودمان است. ما نیمی حیوان و نیمی انسان هستیم. این هم رنج و هم آینده را توضیح می‌دهد. به گفته مارتینوس، ما در یک تکامل اجباری هستیم که باید خودخواهی‌ای را که با خود حمل می‌کنیم از قلمرو حیوانات پاک کند. «اصل کشتن» که عادتی از قلمرو حیوانات است، همان چیزی است که مانع از تجربه شرایط انسانی ما می‌شود. بنابراین، خودخواهی ریشه «شر» است. این «جانور» مکاشفه است.

همه چیزهای "خوب" ریشه‌هایی هم دارند. همدلی ما "میراث" رنج‌هایی است که کشیده‌ایم. "شفقت" گواه رنج‌هایی است که خودمان در زندگی‌های گذشته کشیده‌ایم. فرد صلح‌طلب زمانی جنگجوی بزرگی بود. او بارها کشت و کشته شده است تا اینکه فهمیده است که نباید کسی را بکشد. او آرزوها و خواسته‌های انسانی جدیدی به دست آورده و می‌تواند به مرور زمان از میوه‌های "درخت زندگی" لذت ببرد.

بنابراین انسان هرگز نتوانسته است با کشتن دشمنانش آنها را نابود کند. مارتینوس توضیح می‌دهد که نمی‌توان چیزی جز بدن آنها را کشت. بدن خلق می‌شود، اما خودِ ابدیِ پشت بدن کاملاً آسیب‌ناپذیر است و دوباره متولد خواهد شد. به همین دلیل است که اصل کشتن به عنوان یک راه حل عمل نمی‌کند. برعکس. وقتی ما می‌کشیم، در واقع در پیوندهای کارمایی با کسانی که دنبالشان می‌کنیم، گرفتار می‌شویم. «نورن‌ها» به دور خود می‌چرخند.

از نظر کیهانی، تنها نیکی کردن و بخشش ارزش دارد. این تنها راه رهایی از «دشمنی» است. از دیدگاه کیهانی، آرمان عشق به این ترتیب به سطح علم ارتقا می‌یابد. عشقی را که بکاریم، درو خواهیم کرد.

تفاوت بین علوم طبیعی و معنوی این است که پیش‌نیاز تجربه واقعیت‌های کیهانی، چیزی آکادمیک نیست، بلکه قلبی پاک است. تا جایی که فرد اصل بخشش را در سینه خود درک و احساس کند، تمام جنگ‌ها و کشتارها متوقف می‌شوند. بنابراین، سخنان عیسی بر روی صلیب: «ای پدر، آنها را ببخش، زیرا نمی‌دانند چه می‌کنند» (لوقا ۲۳:۳۴) یک بیان علمی است. او دید که کسانی که دیگران را می‌کشند و عذاب می‌دهند، نمی‌دانند که در دراز مدت فقط خودشان را عذاب می‌دهند.

مصلوب شدن، راز بزرگ تاریخ فرهنگی غرب بود. اکنون ما توضیحی داریم: یک مرد، با وجود شکنجه، تصمیم می‌گیرد که آزاردهندگان خود را ببخشد. به جای نفرین کردن آنها، برای آنها دعا می‌کند. و سخنان او آنچه را که تجربه کرده است، آشکار می‌کند: او با محبت گفت: «آنها نمی‌دانند چه می‌کنند.» (لوقا ۲۳:۳۴)

همانطور که می‌دانیم، این وضعیت، یعنی عیسی بر روی صلیب، در کلیسای قدیمی مسیحیت، توضیح عجیبی داشت. ادعا می‌شد و هنوز هم می‌شود که عیسی باید "برای گناهان ما می‌مرد". این توضیح منجر به خالی شدن نیمکت‌های کلیساها شد، زیرا تعداد بیشتری از مردم توانایی ایمان آوردن را از دست می‌دادند. اصول "گناه"، "قربانی" و "مجازات" با منطق و حس عدالت انسان مطابقت ندارند. در واقع، ادعا می‌شود که یک خدای قادر مطلق و مهربان مجبور بوده یک فرد مهربان بی‌گناه را به خاطر کاری که دیگران انجام داده بودند شکنجه کند. مارتینوس توضیح می‌دهد که نه. توضیح واقعی برای وقایع عید پاک این است که آنها یک راهنمای کیهانی در علم سرنوشت هستند. در اینجا می‌بینیم که چگونه باید زندگی کنیم و با سرنوشت خود روبرو شویم. مصلوب شدن یک نمونه عملی از چیزی است که قبلاً در قالب نظریه در قالب فرمان پنجم دریافت کرده‌ایم؛ "نباید بکشی". این آموزش است. ابتدا نظریه را دریافت می‌کنیم، در حالی که کشتن ادامه دارد. سپس مثال را دریافت می‌کنیم و کشتن ادامه دارد. پس چه چیزی از دست رفته است؟ خب، یک توضیح علمی، با اعتبار یکسان برای همه افراد، صرف نظر از اینکه مؤمن باشند یا ملحد.

این توضیحی است که مسیح وعده داده بود بعداً خواهد آمد: «بسیار چیزهای دیگر دارم که به شما بگویم، اما اکنون طاقت تحمل آنها را ندارید» (یوحنا ۱۶:۱۲). اگر آنها بیش از یک زندگی نداشتند، این کلمات هیچ معنایی نداشتند. بنابراین کتاب مقدس نهایی نبود، بلکه به چیزی اشاره داشت که قرار بود در آینده اتفاق بیفتد. عیسی از یک «مدافع» صحبت کرد، همانطور که بودا از «مایتریا» صحبت کرد، کسی که خواهد آمد و به «نسل‌های آینده» راه حقیقت را نشان خواهد داد،

آیا این چیزی است که ما شاهد آن هستیم؟ قضاوت در مورد آن بر عهده هر فرد است. مارتینوس دریچه‌ای به سوی ابدیت گشود. تحلیل‌های او از «من» ابدی و توانایی ابدی ما در خلق و تجربه «زندگی» و جهان آفریده شده، جهان و خودمان را به عنوان یک اصل سه‌گانه ابدی توضیح می‌دهد.

به گفته مارتینوس، همه ما به خود-تجربه واقعیت‌های کیهانی خواهیم رسید. این امر ابتدا به شکل «نگاه‌های کیهانی» کوچکی اتفاق می‌افتد که در آن ممکن است تجربه کنیم که جاودانه هستیم. در حال حاضر نمونه‌های زیادی از چنین تجربیاتی در ادبیات جهان وجود دارد. مارتینوس توضیح می‌دهد که چنین «نگاه‌های اجمالی» تنها آغاز راه هستند. با بالغ شدن همدلی ما و ادغام آن با هوش، یک توانایی جدید و دائمی متولد می‌شود؛ شهود. این همان چیزی است که مارتینوس در عید پاک ۱۹۲۱ تجربه کرد.

بنابراین مارتینوس ادعا می‌کند که توضیح همه بدبختی‌ها این است که ما در حال تبدیل شدن به "انسان" هستیم. مشکلات فراوان، دردهای وحشتناک زایمان را تشکیل می‌دهند. اما تکامل به سمت هدف نهایی خود، یعنی انسان مهربان، می‌شتابد. خداوند طبق پیدایش ۱:۲۶ می‌گوید: "بیایید انسان را به صورت خود بیافرینیم." عهد سوم این فرآیند را توضیح می‌دهد که می‌توانید با کمک "نمادهای کیهانی" مارتینوس، مروری بر آن در موزه کیهانی داشته باشید.

/موزه کیهانی ۲۰۲۴

TALE VED INDVIELSEN AF COSMIC MUSEUM – LANGFREDAG 2024:

Hvad er dette museum for noget, og hvad er formålet med udstillingen "Vindue til evigheden"? 

Vi har videnskaben om den fysiske verden, om alle de kemiske elementer og fysiske love. Det er ikke noget forskerne har fundet på, men noget de kom frem til ved at studere naturen. Naturen er deres lærer, professorernes professorer og øverste autoritet. Hvis et udsagn ikke stemmer overens med naturen, så er det simpelthen ikke sandt. Alle videnskabens pionerer har været ydmyge overfor denne øverste "lærer". Hvordan skulle de have fundet frem til noget nyt uden deres åbenhed over for naturen? For disse pionerer handlede forskning ikke om at læse fysiske bøger, men om at læse i livets egen bog. Upartisk holdt disse pionerer sig til det, der blev bekræftet af livet selv. Vi kan synes om naturens love eller ej. Hvis jeg hopper ud fra altanen, slår jeg mig. Det er ikke tyngdelovens fejltagelse men mit valg. Man kan bruge naturens love til at lave bomber og skabe lidelse. Det er ikke naturlovenes skyld. De er moralsk neutrale så at sige.

Hvad mangler der så?

Må svaret ikke være, at det som mangler er at anvende videnskaben så den udelukkende bliver til velsignelse? Og mangler vi ikke ligeledes at videnskabeliggøre det åndelige område af livet? Vi savner en forklaring på hvad ”liv” er. Vi har ikke fået en forklaring på naturens evigt foranderlige mirakel. Hvorfor bliver det forår? Man kan selvfølgelig svare, at det skyldes klodens bevægelse omkring solen, men det er jo bare den fysiske årsag. Hvorfor cirkulerer kloden egentligt rundt om solen år efter år, så vi kan leve og have det så godt her? Hvorfor blomsterne, fuglene og frugterne? Hvorfor udvikledes kloden fra en glødende lavaklump, svævende i himmelrummet, til et paradis, hvor vi omgivet af træernes løvtæppe til en baggrund af bølgeskvulp og solnedgange, eller Mozart og Chopin, lader os føres videre frem. Ser vejen frem til i dag ud som en tilfældighed. Kan ”Survival of the fittest” forklare den kærlighed, der konstant forsyner os med næring til sjæl og legeme?

Videnskaben er ikke fuldkommen. Hvad kan naturvidenskaben tilbyde en ulykkelig person, der lige har mistet en partner eller et barn? Den kan ikke vise vejen tilbage til lykken, og den kan heller ikke forklare, hvorfor man ikke skal slå ihjel. Ja, er det ikke i dag snarere således, at videnskaben hele tiden tilbyder nye og farligere våben til dem der stadig vil føre krig? Videnskaben har heller ikke givet os en forklaring på livets mirakler endsige dets mørke- og lidelsesdetaljer. Det har religionerne heller ikke. Problemet ”det onde” blev ikke besvaret. Svaret blev ”hans veje er uransagelige” som der står i Romerbrevet (11:33). 

Religionerne gav os dogmatiske bud på, hvordan vi skulle leve, og hvad vi ikke måtte gøre, ja, men uden en forklaring, der kunne kontrolleres med vores egen logik og bekræftes af vores egne erfaringer. For den, der betragtede livets gang, så det ofte nærmest ud, som om det kunne betale sig at lyve, bedrage og dræbe. "Hjerterne blev kolde", som det står skrevet.

Martinus kunne se lige ind i evigheden!

Men nu findes der en forklaring som enhver kan kontrollere i deres eget livs "bog". En forklaring, der matcher vores egen logik og egne erfaringer; en åndelig videnskab! Det afføder naturligvis et spørgsmål: Hvem kan vide noget om dette, hvem kan udtale sig om livets åndelige aspekter med videnskabelig autoritet? Hvem kan se gennem materien ind i evigheden, ligesom vi kan se solen?

Det kunne Martinus. Uden uddannelse og forkundskaber åbnede den kosmiske verden sig for Martinus i påsken for 103 år siden. Det er op til os selv at undersøge ”beviserne”; som han efterlod sig. De kosmiske symboler og analyser er frugterne af Martinus kosmiske ”syn” og ”indvielse” i 1921. Det er dem vi kan kontrollere i forhold til vores evner. Martinus kalder sit værk, Det tredie testamente, for ”åndsvidenskab”. Det handler ikke mere om tro eller sekter. Fremtiden hviler i hænderne på absolut frie åndsforskere. Vores skæbne hviler kun i vores egne hænder. Hvad vi gør, eller ikke gør, kommer kun over os selv - kosmisk set. Man behøver ikke tro på skæbneloven; "du høster som du sår". Den ændrer sig ikke afhængigt af hvad vi tror.

Det blev Martinus' opgave at forklare hvordan alt dette hænger sammen. Med sin nye grænseløse sanseevne, intutionen, helt under bevidst kontrol, kunne han se, at vi alle virkelig "høster" som vi "sår", både her og nu, og fra liv til liv. Altså gennem ”reinkarnation”, selvom Martinus ikke anvendte dette ord i sit første værk. Martinus skrev det han så i livet selv. Deraf navnet på hans hovedværk: ”Livets Bog”. Han fik det ikke fra andres bøger, og han fantaserede ikke. Han beskrev den kosmiske virkelighed som han så den og han måtte derfor finde sine egne ord for det, han så.

Martinus så kæden af årsag og virkning til at nogle fødes til sundhed og andre ind i krig og sygdom. Alt det som ikke giver nogen mening i et "et livs perspektiv", ser anderledes ud i et ”fler livs perspektiv”. Uden flere liv kan der ikke være nogen mening med de enorme forskelle vi bevidner, i så fald ville meningen være djævelsk.

Men da døden ikke eksisterer, og vi lever videre efter enhver såkaldt "død", beriget af alle vores erfaringer ser virkeligheden helt anderledes ud i det ”kosmiske perspektiv”. I det evige verdensbillede er "mørket" kun en kort kontrastperiode, vi alle må igennem for at lære at skelne mellem det som er logisk og det som er ulogisk, ”ondt” og ”godt”. Hvis vi ikke fik lov at opleve smerte og lidelse, ville vi fortsætte med selv at såre og dræbe. Vi ville dermed aldrig slippe ud af mørkets tilstande.

Jorden som en skole for uddannelse i moral

Med sit kosmiske syn så Martinus Jorden som en ”skole”, hvor det intelligente dyr ”jordmennesket” lærer, hvad det ikke skal gøre. I Bibelen står der, at Adam og Eva spiste af frugten af ​”​kundskabens” træ, og at ”slangen” lovede dem, at dette ville åbne deres øjne så de kunne ”blive som Gud at skelne mellem godt og ondt”. (1 Mos. Kap3:5) Der er således videnskabelig sandhed i de gamle ord. Det bliver ikke mindre genialt af, at ordene både taler til den troende, og den som kan analysere dem med intelligensen. 

Ja, ”Adam” og ”Eva”, altså menneskene, har ”spist og spist”, og i dag har alle disse erfaringer af lidelse og fejltagelser givet dem nye ”øjne”. De er ved at opdage alt det som gør ondt. Adam og Eva står i dag ved en ny tærskel. De står ved den lovede tærskel til evigheden. Det ”evige liv”, som blev lovet dem, er ikke noget man kan arve, det ville være ulogisk. Men det kræver intuition at opleve, at man faktisk er evig.

Det Tredje Testamentes evige verdensbillede forklarer, hvorfor evolutionen ikke er forbi. Engang stod planten på tærsklen til at blive et dyr; den kødædende plante, og idag befinder vi os på overgangen fra dyr til at blive mennesker. Sfinksen i Egyptens ørken, dens dyrekrop og menneskehoved, symboliserer os selv. Vi er halvt dyr og halvt menneske. Dette forklarer både lidelsen og fremtiden. Vi befinder os ifølge Martinus i en forceret udvikling, der skal udrense den selviskhed, vi har med os fra dyreriget. ”Det dræbende princip” som er en vane fra dyreriget, er det som hindrer os fra at opleve den menneskelige tilstand. Selviskheden er dermed roden til "det onde". Det er ”dyret” i åbenbaringen.

Alt det "gode" har også rødder. Vores empati er vores ”arv” af lidelser vi har været igennem. ”Medfølelse” vidner om den lidelse, vi selv har været igennem i tidligere liv. Pacifisten har engang været en stor kriger. Han har dræbt, og blev selv dræbt, mange gange, og indtil han forstod, at han ikke skal dræbe nogen. Han fik nye humane længsler og begær og kan med tiden begynde at nyde frugterne af "livets træ". 

Mennesket lykkedes således aldrig udrydde sine fjender ved at dræbe dem. Martinus forklarer, at man slet ikke kan dræbe andet end deres krop. Den er skabt, men det evige jeg bag kroppen, er helt uangribeligt og vil fødes igen. Det er forklaringen på at drabsprincippet ikke fungerer som løsningsmetode. Tværtimod. Når vi dræber bliver vi i realiteten viklet ind i karmiske bånd med dem vi forfølger. ”Nornerne” spinder videre.

Kærlighedsidealet ophøjes til videnskab 

Kosmisk set kan det således kun betale sig at gøre godt og tilgive. Det er den eneste måde at vikle sig ud af ”fjendskabet”. I det kosmiske perspektiv bliver kærlighedsidealet dermed ophøjet til videnskab. Den kærlighed vi sår, kommer vi også til at høste.

Forskellen mellem  natur- og åndsvidenskab er, at forudsætningen for at opleve de kosmiske realiteter ikke er noget akademisk, men et rent hjerte. I den grad man forstår og føler tilgivelses-princippet i sit bryst, ophører al krig og drab. Jesu ord på korset: ”Fader, tilgiv dem; for de ved ikke, hvad de gør" (Luk 23:34) er således en videnskabelig udtalelse. Han så, at de, der dræber og plager andre mennesker, ikke ved, at de kun plager sig selv i det lange løb.  

Korsfæstelsen har været den vestlige kulturhistories store mysterium. Nu har vi fået en forklaring: En mand vælger, på trods af tortur, at tilgive sin forfølgere. I stedet for at forbande dem, beder han for dem. Og hans ord afslører hvad han oplevede: ”De ved ikke, hvad de gør”, som han konstaterede med kærlighed. (Lukas 23:34).

Som vi ved fik denne situation, Jesus på korset, en mærkelig forklaring i den gamle kirke-kristendom. Det blev påstået, og det påstås stadigvæk, at Jesus skulle ”dø for vores synder". Den forklaring ledte til tomme bænke i kirkerne, alt eftersom flere og flere mistede evnen til at tro. Dogmerne om ”synd”, ”offer” og ”straf” stemmer ikke med menneskets egen logik og retfærdighedssans. Man påstår jo i realiteten, at en almægtig og alkærlig Gud var nød til at torturere et uskyldigt kærligt menneske for det som andre havde gjort. Nej, forklarer Martinus. Den virkelige forklaring på påskebegivenhederne er, at de udgør en kosmisk vejledning i skæbnevidenskab. Her ser vi hvordan vi skal leve, og møde vores skæbne. Korsfæstelsen er et praktisk eksempel på det vi tidligere fik i form af teori i form af det 5 bud; ”Du må ikke dræbe”. Det er pædagogik. Først får vi teorien, mens der dræbes videre. Derefter får vi eksemplet, og der dræbes stadig videre. Hvad er det så der mangler? Jo, en videnskabelig forklaring, med samme gyldighed for alle mennesker uanset om de er troende eller ateister. 

Det er denne forklaring Kristus lovede skulle komme senere: "Jeg har stadig meget at sige Eder, men I kan ikke bære det nu" (Joh 16:12). Hvis de ikke havde mere end et liv, ville ordene ikke give nogen mening. Bibelen var således ikke det endelige, men pegede på noget der skulle ske i fremtiden. Jesus talte om en ”Talsmand” , ligesom Buddha tale om "Maitreya", der skulle komme og vise ”fremtidens slægter” vej til hele sandheden.    

Er det det vi er vidne til? Det er op til enhver selv at bedømme. Martinus åbnede et vindue til evigheden. Hans analyser af det evige ”jeg”, og vores evige evne til at skabe og opleve ”livet” og den skabte verden forklarer verden og os selv som et evigt treenigt princip.  

Ifølge Martinus vil vi alle nå frem til selvoplevelsen af de kosmiske realiteter. Det vil først ske i form af små "kosmiske glimt" hvor vi måske oplever, at vi er udødelige. Der er allerede mange eksempler på sådanne oplevelser fra verdenslitteraturen. Martinus forklarer, at sådanne ”glimt” kun er begyndelsen. Efterhånden som vores empati modnes og smelter sammen med intelligensen fødes en permanent ny evne; intuitionen. Det var det Martinus oplevede i påsken 1921.  

Martinus påstår således, at forklaringen på hele miseren er, at vi er ved at blive "mennesker". De mange problemer udgør de forfærdelige fødselssmerter. Men evolutionen iler mod sit endemål; kærlighedsmennesket. "Lad os skabe mennesker i vores billede" siger Gud ifølge første Mosebog. 1:26. Det Tredie Testamente forklarer denne proces som du kan få et overblik over her på kosmisk museum ved hjælp af Martinus ”kosmiske symboler”. 

/Cosmic Museum 2024

ERÖFFNUNGSREDE – KOSMISCHES MUSEUM KARFREITAG 2024:

Was ist das für ein Museum und welchen Zweck hat die Ausstellung „Fenster zur Ewigkeit“?

Wir besitzen die Wissenschaft der physikalischen Welt, aller chemischen Elemente und physikalischen Gesetze. Sie ist nicht von Wissenschaftlern erfunden, sondern durch das Studium der Natur gewonnen worden. Die Natur ist ihre Lehrmeisterin, die Lehrmeisterin der Professoren und die höchste Autorität. Wenn eine Aussage nicht mit der Natur übereinstimmt, ist sie schlichtweg falsch. Alle Pioniere der Wissenschaft waren demütig vor dieser höchsten „Lehrerin“. Wie hätten sie ohne ihre Offenheit gegenüber der Natur etwas Neues entdecken können? Für diese Pioniere ging es in der Forschung nicht darum, Bücher zu lesen, sondern im Buch des Lebens selbst zu lesen. Sie hielten sich unvoreingenommen an das, was das Leben selbst bestätigte. Wir können die Naturgesetze mögen oder nicht. Wenn ich vom Balkon springe, verletze ich mich. Das ist kein Fehler des Schwerkraftgesetzes, sondern meine Entscheidung. Man kann die Naturgesetze nutzen, um Bomben herzustellen und Leid zu verursachen. Das ist nicht die Schuld der Naturgesetze. Sie sind sozusagen moralisch neutral.

Was fehlt also? 

Sollte die Antwort nicht lauten, dass es uns fehlt, die Wissenschaft so einzusetzen, dass sie uns ausschließlich nützt? Und müssen wir nicht auch den spirituellen Bereich des Lebens wissenschaftlich erfassen? Uns fehlt eine Erklärung dafür, was „Leben“ ist. Wir haben keine Erklärung für das sich ständig wandelnde Wunder der Natur gefunden. Warum kommt es im Frühling? Man könnte natürlich antworten, es liege an der Bewegung der Erde um die Sonne, aber das ist nur die physikalische Erklärung. Warum dreht sich die Erde Jahr für Jahr um die Sonne, damit wir hier leben und es uns so gut gehen lassen können? Warum gibt es Blumen, Vögel und Früchte? Warum hat sich die Erde aus einem glühenden Lavaklumpen, der am Himmel schwebte, zu einem Paradies entwickelt, in dem wir uns, umgeben vom Laub der Bäume vor dem Hintergrund von Wellenrauschen und Sonnenuntergängen oder der Musik von Mozart und Chopin, treiben lassen? Erscheint uns der Weg bis heute wie ein Zufall? Kann das Prinzip des „Überlebens des Stärkeren“ die Liebe erklären, die uns beständig mit Nahrung für Seele und Körper versorgt?

Die Wissenschaft ist nicht perfekt. Was kann sie einem unglücklichen Menschen bieten, der gerade seinen Partner oder ein Kind verloren hat? Sie kann ihm nicht den Weg zurück zum Glück weisen und nicht erklären, warum man nicht töten sollte. Ist es nicht vielmehr so, dass die Wissenschaft heute ständig neue und gefährlichere Waffen für diejenigen liefert, die weiterhin Krieg führen wollen? Auch die Wunder des Lebens, geschweige denn seine dunklen Seiten und sein Leid, hat die Wissenschaft nicht erklärt. Genauso wenig wie die Religionen. Das Problem des Bösen blieb unbeantwortet. Die Antwort lautete: „Seine Wege sind unergründlich“, wie es im Römerbrief (11,33) heißt.

Religionen gaben uns zwar dogmatische Anweisungen, wie wir leben und was wir unterlassen sollten, doch ohne eine Erklärung, die sich mit unserer eigenen Logik überprüfen und durch unsere eigenen Erfahrungen bestätigen ließe. Denjenigen, die den Lauf des Lebens beobachteten, schien es oft fast so, als ob es sich lohnen würde zu lügen, zu betrügen und zu töten. „Ihre Herzen wurden kalt“, wie es geschrieben steht.

Martinus konnte direkt in die Ewigkeit sehen! 

Doch nun gibt es eine Erklärung, die jeder in seinem eigenen Lebensbuch nachschlagen kann. Eine Erklärung, die unserer Logik und unseren Erfahrungen entspricht; eine spirituelle Wissenschaft! Das wirft natürlich die Frage auf: Wer kann darüber etwas wissen, wer kann mit wissenschaftlicher Autorität über die spirituellen Aspekte des Lebens sprechen? Wer kann durch die Materie hindurch in die Ewigkeit blicken, so wie wir die Sonne sehen können?

Martinus konnte es. Ohne jegliche Bildung oder Vorkenntnisse erschloss sich ihm vor 103 Jahren zu Ostern die kosmische Welt. Es liegt an uns, die von ihm hinterlassenen „Beweise“ zu untersuchen. Die kosmischen Symbole und Analysen sind die Früchte von Martinus’ kosmischer „Vision“ und „Initiation“ im Jahr 1921. Diese können wir im Rahmen unserer Möglichkeiten beeinflussen. Martinus nennt sein Werk, das Dritte Testament, „spirituelle Wissenschaft“. Es geht nicht mehr um Glauben oder Sekten. Die Zukunft liegt in den Händen völlig freier spiritueller Forscher. Unser Schicksal liegt allein in unseren Händen. Was wir tun oder nicht tun, trifft uns – kosmisch gesprochen – allein. Man muss nicht an das Gesetz des Schicksals glauben; „was man sät, das erntet man“. Daran ändert sich nichts, egal was wir glauben.

Es wurde Martinus' Aufgabe, die Zusammenhänge all dessen zu erklären. Mit seiner neuen, grenzenlosen Sinneswahrnehmung, seiner Intuition, die er bewusst lenken konnte, erkannte er, dass wir alle tatsächlich ernten, was wir säen – hier und jetzt und von Leben zu Leben. Das heißt, durch Reinkarnation, obwohl Martinus diesen Begriff in seinem ersten Werk nicht verwendete. Martinus schrieb, was er selbst im Leben sah. Daher der Titel seines Hauptwerks: „Livets Bog“. Er übernahm es nicht aus den Büchern anderer und er fantasierte nicht. Er beschrieb die kosmische Realität, wie er sie sah, und musste daher seine eigenen Worte für das finden, was er sah.

Martinus erkannte die Kette von Ursache und Wirkung: Manche werden in Gesundheit, andere in Krieg und Krankheit hineingeboren. Alles, was aus der Perspektive eines einzelnen Lebens sinnlos erscheint, wirkt aus der Perspektive mehrerer Leben anders. Ohne mehrere Leben wären die enormen Unterschiede, die wir beobachten, bedeutungslos; in diesem Fall wäre die Bedeutung teuflisch.

Da der Tod aber nicht existiert und wir nach jedem sogenannten „Tod“ weiterleben, bereichert durch all unsere Erfahrungen, erscheint die Realität aus kosmischer Perspektive völlig anders. In der ewigen Weltsicht ist die „Dunkelheit“ lediglich eine kurze Phase des Kontrasts, die wir alle durchlaufen müssen, um zwischen Logik und Unlogik, zwischen „Böse“ und „Gut“ zu unterscheiden. Würden wir Schmerz und Leid nicht erfahren dürfen, würden wir uns weiterhin selbst verletzen und töten. Wir würden den Zuständen der Dunkelheit somit niemals entkommen.

Die Erde als Schule der Moralerziehung

Mit seiner kosmischen Vision sah Martinus die Erde als eine Art „Schule“, in der der intelligente Mensch lernt, was er nicht tun soll. Die Bibel berichtet, dass Adam und Eva von der Frucht des Baumes der Erkenntnis aßen und dass die Schlange ihnen versprach, dies würde ihnen die Augen öffnen, damit sie „wie Gott werden und Gut und Böse erkennen“ könnten (1. Mose 3,5). Somit birgt die alte Weisheit eine wissenschaftliche Wahrheit. Nicht weniger bemerkenswert ist, dass sie sowohl den Gläubigen als auch denjenigen anspricht, der sie intelligent analysieren kann.

Ja, Adam und Eva, also die Menschen, haben immer weiter gegessen, und all diese Erfahrungen des Leidens und der Fehler haben ihnen neue „Augen“ geschenkt. Sie stehen kurz davor, alles Böse zu entdecken. Adam und Eva stehen heute an einer neuen Schwelle. Sie stehen an der verheißenen Schwelle der Ewigkeit. Das ihnen verheißene „ewige Leben“ ist nicht vererbbar; das wäre unlogisch. Doch es bedarf Intuition, um zu erfahren, dass man tatsächlich ewig ist.

Die ewige Weltsicht eines Dritten Testaments erklärt, warum die Evolution noch nicht abgeschlossen ist. Einst stand die Pflanze an der Schwelle zum Tier, zur fleischfressenden Pflanze, und heute befinden wir uns im Übergang vom Tier zum Menschen. Die Sphinx in der ägyptischen Wüste, mit ihrem Tierkörper und menschlichen Kopf, symbolisiert uns selbst. Wir sind halb Tier, halb Mensch. Dies erklärt sowohl das Leid als auch die Zukunft. Laut Martinus befinden wir uns in einer erzwungenen Entwicklung, die den Egoismus, den wir aus dem Tierreich in uns tragen, reinigen muss. Das „Tötungsprinzip“, eine Gewohnheit aus dem Tierreich, hindert uns daran, die menschliche Existenz zu erfahren. Egoismus ist somit die Wurzel des Bösen. Er ist das „Tier“ der Offenbarung.

Alles Gute hat auch seine Wurzeln. Unsere Empathie ist unser Erbe des Leids, das wir selbst erfahren haben. Mitgefühl zeugt von dem Leid, das wir in früheren Leben ertragen mussten. Der Pazifist war einst ein großer Krieger. Er hat viele Male getötet und wurde selbst getötet, bis er verstand, dass er niemanden mehr töten sollte. Er entwickelte neue menschliche Sehnsüchte und Wünsche und kann mit der Zeit die Früchte des Lebens genießen.

Dem Menschen ist es also nie gelungen, seine Feinde durch Töten auszurotten. Martinus erklärt, dass man nichts außer seinem eigenen Körper töten kann. Dieser ist zwar erschaffen, doch das ewige Selbst hinter dem Körper ist vollkommen unverwundbar und wird wiedergeboren. Dies erklärt, warum das Prinzip des Tötens keine Lösung darstellt. Im Gegenteil: Wenn wir töten, verstricken wir uns in karmischen Bindungen mit denen, die wir verfolgen. Die Nornen spinnen weiter.

Das Ideal der Liebe wissenschaftlich erklärt

Kosmisch betrachtet lohnt es sich nur, Gutes zu tun und zu vergeben. Nur so kann man die „Feindschaft“ überwinden. Aus kosmischer Perspektive wird das Ideal der Liebe somit auf die Ebene der Wissenschaft erhoben. Was wir säen, werden wir auch ernten.

Der Unterschied zwischen Natur- und Geisteswissenschaft liegt darin, dass die Voraussetzung für die Erfahrung kosmischer Realitäten nicht akademischer Natur ist, sondern ein reines Herz. In dem Maße, wie man das Prinzip der Vergebung im Herzen spürt, hören Krieg und Töten auf. Jesu Worte am Kreuz: „Vater, vergib ihnen, denn sie wissen nicht, was sie tun“ (Lukas 23,34) sind somit eine wissenschaftliche Aussage. Er erkannte, dass diejenigen, die andere töten und quälen, nicht wissen, dass sie sich letztendlich nur selbst quälen.

Die Kreuzigung war das große Mysterium der abendländischen Kulturgeschichte. Nun haben wir eine Erklärung: Ein Mann entscheidet sich trotz Folter, seinen Verfolgern zu vergeben. Anstatt sie zu verfluchen, betet er für sie. Und seine Worte offenbaren, was er erlebt hat: „Sie wissen nicht, was sie tun“, sagte er voller Liebe. (Lukas 23,34)

Wie wir wissen, wurde die Situation Jesu am Kreuz in der alten Kirche – dem Christentum – seltsam erklärt. Es wurde behauptet, und wird es noch immer, dass Jesus „für unsere Sünden sterben“ musste. Diese Erklärung führte zu leeren Kirchenbänken, da immer mehr Menschen den Glauben verloren. Die Dogmen von „Sünde“, „Opfer“ und „Strafe“ widersprechen der menschlichen Logik und dem menschlichen Gerechtigkeitssinn. Tatsächlich wird behauptet, ein allmächtiger und allliebender Gott habe einen unschuldigen, liebenden Menschen für die Taten anderer foltern müssen. Nein, erklärt Martinus. Die wahre Erklärung für die Osterereignisse ist, dass sie einen kosmischen Leitfaden in der Wissenschaft des Schicksals darstellen. Hier sehen wir, wie wir leben und unserem Schicksal begegnen sollen. Die Kreuzigung ist ein praktisches Beispiel für das, was wir zuvor in Form der Theorie, in Form des fünften Gebots – „Du sollst nicht töten“ – erhalten haben. Das ist Pädagogik. Zuerst bekommen wir die Theorie, während das Töten weitergeht. Dann bekommen wir das Beispiel, und das Töten geht weiter. Was fehlt also? Nun ja, eine wissenschaftliche Erklärung, die für alle Menschen gleichermaßen Gültigkeit hat, unabhängig davon, ob sie gläubig oder Atheisten sind.

Dies ist die Erklärung, die Christus für später verhieß: „Ich habe euch noch viel zu sagen; aber ihr könnt es jetzt nicht ertragen“ (Johannes 16,12). Hätten sie nur ein Leben, wären diese Worte bedeutungslos. Die Bibel war also nicht das Endgültige, sondern wies auf etwas Zukünftiges hin. Jesus sprach von einem „Fürsprecher“, so wie Buddha von „Maitreya“ sprach, der kommen und „künftigen Generationen“ den Weg zur ganzen Wahrheit zeigen würde.

Ist es das, was wir erleben? Jeder muss selbst darüber urteilen. Martinus öffnete ein Fenster zur Ewigkeit. Seine Analysen des ewigen „Ichs“ und unserer ewigen Fähigkeit, „Leben“ und die geschaffene Welt zu erschaffen und zu erfahren, erklären die Welt und uns selbst als ein ewiges dreieiniges Prinzip.

Laut Martinus werden wir alle die kosmischen Realitäten selbst erfahren. Dies geschieht zunächst in Form kurzer „kosmischer Einblicke“, in denen wir unsere Unsterblichkeit erahnen können. In der Weltliteratur finden sich bereits zahlreiche Beispiele solcher Erfahrungen. Martinus erklärt, dass diese „Einblicke“ erst der Anfang sind. Mit der Reifung unserer Empathie und ihrer Verschmelzung mit der Intelligenz entsteht eine neue, dauerhafte Fähigkeit: die Intuition. Genau diese Erfahrung machte Martinus zu Ostern 1921.

Martinus behauptet daher, die Erklärung für alles Leid liege darin, dass wir „menschlich“ werden. Die vielen Probleme stellen die schrecklichen Geburtswehen dar. Doch die Evolution eilt ihrem Endziel entgegen, dem liebenden Menschen. „Lasst uns Menschen nach unserem Bilde schaffen“, spricht Gott gemäß Genesis 1,26. Das Dritte Testament erläutert diesen Prozess, den Sie hier im Kosmischen Museum mithilfe von Martinus’ „kosmischen Symbolen“ nachvollziehen können.

/Cosmic Museum 2024